Skall letter Nr. 28

Souvanni Asmussen og Iris Brofos Heinsen – stærke familiebånd

Kære venner,


Familiebånd er noget af det stærkeste, vi har. Det stod os igen lysende klart, da vi en frostklar morgen, hvor solen dansede i ruderne, besøgte kunstner og tidligere stylist Souvanni Asmussen og datteren Iris Brofos Heinsen i Souvannis barndomshjem, som i dag er hjem for hendes egen familie.


“Jeg føler, at vi er meget tætte. Især når jeg taler med mine veninder, som ikke gider at bruge så meget tid sammen med deres mor. Det er nok lidt særligt, at vi altid har været så glade for hinandens selskab,” siger Iris, da vi sidder i familiens køkken og taler.


Et køkken, som er det samme, som da Souvanni var barn, og som i øvrigt også er stedet, hvor mor og datter ofte sætter sig ned for at udveksle kulinariske opskrifter eller anden inspiration. Souvanni fortsætter: “Du er i hvert fald aldrig flygtet op på dit værelse. Tværtimod.” De ler begge og med et glimt i øjet, som vidner om en dyb gensidig respekt. For Souvanni er respekt da også et nøgleord i deres mor-datter-relation, men også i forhold til resten af den lille familie, som også tæller Souvannis mand og Iris far, Jeppe.

“Min mand og jeg har altid haft et forhold, som bygger på gensidig respekt. Det tror jeg smitter af på ens børn. Og så har jeg jo altid arbejdet i et ungt fag og føler på den måde ikke, at jeg er blevet hurtigt sat. Jeg synes, at det, de unge laver, er enormt spændende. Generelt er jeg meget åben over for nye input. Noget, som jeg tror, er vigtigt, hvis man vil bevare et godt forhold til sin teenagedatter. Og så har jeg bare aldrig haft grund til at hidse mig op.”


Souvanni kigger over på Iris, som smiler og pudser en glorie i luften over sit hoved, hvorefter de begge bryder ud i latter.


Men hvordan er det egentlig at have en mor, som altid har arbejdet med mode og tendenser?


“Jeg tror, det er en af grundene til, at vi altid er kommet så godt ud af det med hinanden. Vi har meget samme smag og den samme tankegang.” Iris kigger over på Souvanni og fortsætter: “Du har altid kunne sætte dig ind i, hvad jeg har haft gang i, og vi har altid været begejstrede for de samme ting.” 

Souvanni supplerer: “I min alder har man måske ofte tendens til at gå lidt i stå, men jeg synes, det er sjovt at følge med i, hvad der rører sig og blive udfordret. Jeg synes, man har en forpligtigelse til at være åben og se efter de kvaliteter, som det nye kan rumme. I virkeligheden har jeg jo forladt mode for længe siden, men tendenser og strømninger er stadig spændende. Det er også med til at holde mig til ilden.”

Men hånden på hjertet. Kan det aldrig være irriterende at have en mor, som også har en mening om mode? Og hvad med gode råd – er de velkomne?


“Altså, det er meget blandet,” siger Iris og kigger på Souvanni. “Du har jo styr på det. Det er ikke det.” Hun griner. “Jeg kan måske godt se det, hvis du kommer med en kommentar, men andre gange, ej, så synes jeg, at det har jeg altså selv styr på.”


Souvanni: “Jeg synes tit, at du spørger mig, og hvis du ikke spørger, så siger jeg meget sjældent noget. Jeg tænker tit, at det er fantastisk, at jeg overhovedet bliver spurgt. Det tror jeg ikke, der er mange mødre, der bliver.”


I er jo begge vokset op i en kreativ familie. Souvanni med to illustrator-forældre, og Iris som 3. generation af stærke og kreative kvinder. Hvordan har det været med til at forme jer hver især?


Souvanni tænker lidt, inden hun svarer: “Jeg har bestemt taget det kreative med videre, og det er da nok også grunden til, at jeg arbejder som kunstner i dag. Men jeg er også vokset op med, at når man gør noget, så gør man det helt. I mit barndomshjem har vi altid arbejdet meget hver for sig, og det har nok givet mig mulighed for at finde min helt egen plads i det kreative. Der var ikke nogen, der sad og kiggede mig over skulderen, når jeg tegnede, eller nogen, der rettede min streg. Det er også noget af det, jeg gerne vil give videre til Iris. At hun skal føle, at der er rum til at finde sin egen vej.”

Iris bekræfter: “Der har altid været en åbenhed og rum til at eksperimentere. Det kan godt være, at det ikke altid har været the finest hour at komme ned til morgenmaden i lyserødt tylskørt og bagefter fortsætte i skole. Men der har aldrig været nogen, der har sagt “ej, tag lige noget andet på.” Jeg synes, jeg har fået mulighed for at finde min egen vej. Det er sjovt, for de fleste har altid en forudindtaget mening om, at jeg da er vildt kreativ og har gang i alle mulige projekter. Det er måske derfor, at jeg i en lang periode ikke har haft lyst til at arbejde kreativt. Men nu er jeg lige begyndt på linoleumssnit igen. Det er lidt sjovt, for da jeg gik i gang, havde jeg ikke tænkt på, at det er meget den samme teknik og de samme redskaber, som min mormor altid har brugt til sine træsnit. Måske har min baggrund alligevel sat flere spor i mig, end jeg lige er klar over.”