Skall letter Nr. 29

Diane Soa Scheel - omsorg som essensen

Kære venner,


Der findes mennesker, hvis personlighed og ord brænder sig fast i bevidstheden for altid. Sådan havde vi det efter et smukt og stærkt møde med vores ven gennem snart 14 år, lydvæver og fjernhealer Diane Soa Scheel, som tog imod os i sit hjem med en ophøjet og nærmest overmenneskelig ro. Diane Soa Scheel har altid følt sig anderledes. Som et menneske fra en anden planet, som en del af en stjernefamilie, som hun selv udtrykker det. Men i dag har hun har fundet sin egen vej, om end det først krævede en del omveje og et opgør med det, de fleste betragter som normalt.


“Jeg har altid haft en stærk intuition. Som barn kunne jeg mærke, når folk havde det skidt eller havde ondt et sted. Så gik jeg hen og satte min hånd på det sted, eller jeg satte mig oven på fremmede mennesker, når jeg kunne mærke, de følte sig ensomme.” Men på et tidspunkt skete der noget, som satte dybe spor i hende: “Da jeg var omkring fem-syv år, fik jeg lukket ned for min intuition. Min mor fortalte mig, at det, jeg gjorde, skulle man ikke. Det tiltrak for meget opmærksomhed. Det lukkede ligesom al min energi ned.”

Herefter fulgte mange år med ensomhed, og i 20-års-alderen kunne hun mærke, at der skulle ske noget:


“I alle de år, hvor jeg havde været lukket ned, havde jeg påtaget mig alle andres energier og strategier og havde overlevet i stedet for at leve. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der gjorde mig glad i stedet for at blive ved med at forsøge at passe ind.”


Hun begyndte at stille spørgsmål til sig selv og blev ved, indtil hun kunne mærke, at hun kom ind til noget, som havde en nerve. På et tidspunkt dukkede ordet spirituel psykologi op. Hun Google det og fandt en healerskole i København:

“Da var det som om “schuuuu”.” 
Hun gør en bevægelse med armene, som skubber hun noget på vej. “Da jeg læste om det, klingede det bare ind i min krop,” siger Diane, som startede på skolen som 20-årig og blev færdig som 25-årig, hvorefter hun tog til Burma for at meditere 19 timer om dagen i to måneder. Herefter begyndte det hele at falde rigtigt på plads. Alt det, som havde været gemt bort, kom tilbage til hende.


I dag lever hun med og af den gave, som er blevet givet hende fra start. Evnen til at heale og skabe balance. Men hvad er lydvævning egentlig?

“Når jeg lydvæver eller lydhealer, bidrager jeg med den lyd, der kommer indefra, og som er afstemt med det rum, jeg befinder mig i. Det er typisk meget fint og porøst og får kroppen tilbage i en tilstand af, at du er holdt. Grebet. En følelse, som vi som voksne sjældent får lov til at opleve. Det er en følelse, vi har som børn, men som mister sit greb i os med tiden. Når jeg væver lyd omkring menneskers tilstand, skaber det en puppe omkring deres bevidsthedsfelt. Lydvævning er meget intuitiv, og jeg stiller mig til rådighed for det, der er brug for,” siger Diane, som både bruger krystalskåle, shamantromme og guitar, alt efter hvad hun fornemmer, der er behov for.

Hun konkretiserer: “Jeg mærker, at der sker en form for afstemning af energien i rummet. Hvis jeg fx mærker, at mange har angst, går min krop i gang med at gøre det, der genskaber balancen, igennem lyd. Det er en form for omsorgsformidling,” siger Diane, der både praktiserer lydvævning i større grupper og som en til en, ligesom hun også praktiserer fjernhealing, som er healing på afstand.


Vi får også lov til at opleve hendes shamantromme, som for øvrigt var med til at tromme hendes venindes datter ind (til livet) og hendes far ud. Da de første billeder er skudt, og hun har skiftet tøj, finder hun den frem. “Jeg har lige brug for at tromme lidt,” siger hun med den største selvfølgelighed. Vi følger efter hende og sætter os helt automatisk på gulvet. De følgende minutter er magiske og svære at beskrive med ord. Hendes trommen kommer ligesom fra en anden verden og hendes sang fra et meget dybt sted i hendes indre. Der opstår en ro. Et rum, hvor vi bare er og tager imod.

Omsorg er et ord, som bliver ved med at vende tilbage i vores samtale. Dels fordi Diane selv oplevede, at den til tider var fraværende i hendes barndom, men også som en mulighed for at give den bedre vækstbetingelser:

 

“Jeg tror desværre, at omsorgssvigt er noget, vi og de kommende generationer kommer til at give videre til vores børn i en eller anden grad. Fordi vi ikke har skabt et samfund, hvor det er familien først. Men det er jo hos de små, grundstenene bygges op. For at den lilles nervesystem kan falde trygt på plads i kroppen, har den brug for at opleve masser af nærvær, tid og ro. Moderen kan give det i en vis grad, men hun er også sårbar og har lige så meget brug for at blive holdt. Når kvinden har født, skulle der være fire kvinder omkring hende, en til at holde hende fra alle sider. Så ville hun få dækket sine behov og dermed også kunne dække barnets behov. Hvis hun bare bliver lukket inde alene og har to leverpostejsmadder til hele dagen, så duer det ikke. Vi kan ikke både vaske tøj, lave mad og være der fuldt ud for de små. Jeg mærker en enorm svaghed på vores mødrekultur,” siger Diane med et intenst blik og holder en lang pause. Længere, end vi er vant til. Hun fortsætter: “Jeg er her helt sikkert for at skubbe til den nye kultur, som er en omsorgskultur. Ligesom vi har et sundhedsministerie, skulle vi også have et omsorgsministerie. Det ville bygge et stærkt samfund, stærke børn og stærke mødre.”


Diane har selv to små børn. Hvad vil hun mon gerne give videre til dem?

“Omsorg.” Hun holder en lang pause. Der er helt stille, og den rolige musik, som har været i baggrunden hele tiden, får lov at fylde rummet. Hun fortsætter: “Når du har en dårlig dag, skal der være nogen til at gribe dig og ikke nogen til at korrigere dig. Bare en, der kan lytte og være der, til man er færdig med at græde eller være sur, eller hvad det nu er. Så kan man få en krammer, og så er der pandekager. På den måde lærer man, at det er trygt at aflade. Uanset, hvilket stadie de måtte være i, skal der altid være en omsorg, de kan finde hjem i. Det vil give dem en rigtig stærk ballast her i livet, for den stemme, vi hører fra vores mor, vil være der resten af livet.”