Vores Filosofi

Skall Studio er et dansk bæredygtigt modebrand etableret i 2014 af søstrene Julie og Marie Skall. Med rødder ved den nordjyske kyst er familienavnet Skall næsten blevet synonymt med de kerneværdier som brandet repræsenterer i dag. Med en vegansk livsstil, minimal brug af animalske produkter i kollektionerne, og en gennemgående bæredygtig og bevidst tilgang til design og udvikling, har vi med Skall Studio skabt et design univers  med effortless, elegante og feminine styles, hvor vi aldrig går på kompromis med kvaliteten.

 

Skall Studio tror på, at vejen til en mere bæredygtig garderobe starter med godt, tidsløst design i høj og naturlig kvalitet, som holder sæson efter sæson. Vi tilbyder kunderne et alternativ til hurtigt skiftende trends og fast fashion, noget der ofte er forbundet med overproduktion og et stressfuldt arbejdsmiljø. Hos Skall Studio gør vi en dyd ud af design- og produktionsprocesserne og vi vil gerne være med til at sætte tempoet ned og skabe meningsfuldt design med en historie bag.

Billede fra ELLE, april 2020 af Rasmus Weng Karlsen

Det Enkle Valg

Personligt har den bæredygtige livsstil givet os balance i vores hverdag. De mange fravalg vi træffer giver os overskud og en ro til, at fokusere i en moderne verden fuld af uendelige muligheder. Vi sætter pris på at omgive os med færre, men gode ting og at have god samvittighed når vi kigger ind i vores klædeskab. Uanset hvem du er og hvorfor du har valgt at handle hos Skall Studio, så håber vi at kunne viderebringe noget af den glæde vi planter i vores kollektioner og at medvirke til at skabe den samme ro hos dig, som de bæredygtige valg, giver os.

Kærligheden Til Det Naturlige

Vi er opvokset tæt på naturen med genbrug og en grøn tankegang, så for os, er en mere bæredygtig livstil et naturligt valg. Det er noget som afspejles i vores hverdag, men også den måde vi driver virksomhed på. Vi elsker naturlige materialer for alle de gode egenskaber de har, og vi bruger lang tid på at finde de helt rette til vores kollektioner. Læs mere om vores valg af materialer i vores materialebibliotek. Vores kollektioner er altid produceret med omtanke for miljø, mennesker og dyr. Vi vælger at samarbejde med få, gode og certificerede fabrikker, som deler de samme værdier som os og som ikke går på kompromis med kvalitet, miljø eller arbejdsforhold.

Vi Støtter

Hos Skall Studio ønsker vi at støtte dem, der støtter andre. Dem, der forsøger at gøre en forskel. Fordi vi ved, at små skridt kan gøre en stor forskel. Vi støtter følgende initiativer, som står vores hjerter meget nær.

LittleBigHelp

LittleBigHelp støtter mennesker i Indien til at skabe en lysere fremtid. Organisationen, grundlagt af ildsjælen Lisbeth Johansen, fokuserer primært på at støtte kvinder og børn. Dette initiativ står vores hjerter meget nær, da alle vores hør- og bomuldskvaliteter bliver produceret i Indien, ligesom Skall-søstrene begge har et meget stærkt tilhørsforhold til Indien, da de begge har boet og arbejdet i landet, før de grundlagde Skall Studio.

I dag har LittleBigHelp etableret ni community-centre i slumområder, et drenge- og et pigehjem og flere kompetenceudviklingscentre for kvinder og unge mennesker. Desuden støtter LittleBigHelp et center for specialundervisning for børn med særlige behov. Som grundlæggeren Lisbeth Johansen siger: “En lille hjælp fra dig er en stor hjælp for andre.”