Alice Moireau
Barndomsminder
Den franske foodie og borddækningsentusiast Alice Moireau bruger tiden mellem sin lejlighed i Paris og sine familiehuse uden for byen. De samme steder, hvor hun tilbragte sin barndom. Vi besøgte hende i hendes Pariser-lejlighed, hvor intet har forandret sig, siden hun var en lille pige.
Lejligheden
“Hej, kom indenfor. Her er lidt rodet,” siger Alice og lukker en dør til et solgult værelse, hvor vi lige når at få et glimt af en køjeseng. Hun laver en kop te, og vi fortsætter samtalen i hendes grønne stue.
Farverne på væggene er smukke og levende. “Jeg elsker væggene,” siger Alice. Teksturen og farverne. Begge mine forældre var kunstnere, og min far malede væggene med pensel i 1992, fire år før jeg blev født. Der er det blå køkken, det mørkeblå soveværelse, det gule værelse og den grønne spisestue. Jeg synes, at alt bliver mere interessant i farver. At være omgivet af farver skærper min kreativitet.”
“Det meste står stadig som i min barndom, så de fleste ting tilhører mine forældre, og det er fint. Men jeg har haft brug for at sætte mit eget lille præg på det, så kaminen pynter jeg ca. en gang om måneden med nogle af de ting, jeg holder af. Lige nu står der en keramikskål fra 50-erne med et strudseæg i, nogle lys, som er håndlavet af en dygtig mexicansk kvinde på 92 og nogle tørrede majskolber – jeg elsker det naturlige håndværk, de repræsenterer.
Ellers har jeg ikke lyst til at ændre noget. Jeg holder af at leve med de her ting og betragter det ikke som et spøgelse fra fortiden. Da jeg var yngre, havde jeg min egen lejlighed, fordi jeg havde behov for at skabe mit helt eget rum fra bunden, men så kom Covid, og jeg længtes efter en større lejlighed, og da der ikke boede nogen her, flyttede jeg ind.”
Var det lidt som at komme tilbage til din barndom, da du flyttede ind igen?
“Ja, bestemt. Det er lugtene fra min barndom. Sengetøjet i min og min brors gamle køjeseng dufter stadig som dengang. Det er den samme lyd, når jeg tager et bad. Den samme varme. Det bringer mig tilbage på en god måde. Jeg bliver ikke nostalgisk af det – jeg føler mig bare tryg og godt tilpas her.”
“Det er lugtene fra min barndom. Sengetøjet i min og min brors gamle køjeseng dufter stadig som dengang. Det er den samme lyd, når jeg tager et bad. Den samme varme. Det bringer mig tilbage på en god måde. Jeg bliver ikke nostalgisk af det – jeg føler mig bare tryg og godt tilpas her.”
Vi beslutter os for at gå rundt i lejligheden, mens vi taler videre – og vi når til det gule værelse. “Det her rum viser jeg normalt aldrig. Det er mit barndomsværelse,” siger Alice om det solskinsgule rum. “Vi boede på landet, men var i Paris en weekend om måneden for at tage i teater og se udstillinger. Først lå jeg i en babyseng her, og senere fik jeg denne her køjeseng, som jeg delte med min bror. Madrasserne er stadig de samme.”
“Jeg har så mange magiske minder fra min barndom. For eksempel det her lille skab. Det er en slags papmache-robot med en dør midt på maven, hvori jeg stadig opbevarer mine strikkede barndomshue. Se her.” Hun tager de fineste strikkede huer ud af det lille robotskab. “Mine forældre lavede den til en skydning til Marie Claire, og senere fik de den med hjem og syntes, at den skulle bruges til noget, så den blev til et tøjskab.”
Hvordan har det påvirket dig at vokse op med alle disse kuriositeter?
“Det har helt sikkert pustet til min kreativitet. Jeg har en meget legende tilgang til det at lave mad, dække et bord, klæde mig på. Jeg kan godt lide at have det sjovt med det, jeg omgiver mig med. Det skal ikke blive for minimalistisk, snarere ekstravagant. Det skyldes nok, at jeg er vokset op med så mange farver og sjove genstande med historier. Min mor lavede desuden en del arbejde for arkitekt og interiørdesigner Paola Navone, og hun tog mig ofte med til møder i hendes hus. Disse besøg har også været en stor inspiration for mig.”
“På en måde lever jeg nok stadig lidt i min barndom. Min barndom er en vigtig del af mig og afspejler mit liv i dag. Som teenager blev jeg meget hurtig voksen, fordi min mor døde af brystkræft, da jeg var 14 år, og jeg var nødt til at tage ansvar. På en måde er jeg en meget voksen voksen, og på den anden side er jeg stadig Alice på 14 år.”
“Som teenager blev jeg meget hurtig voksen. På en måde er jeg en meget voksen voksen, og på den anden side er jeg stadig Alice på 14 år.”
Tror du, det er derfor, du er så knyttet til din barndom, fordi du blev nødt til at blive voksen så hurtigt?
Måske. Det er sjovt, for jeg vidste slet ikke, at vi ville komme til at tale om det her, men det er cool. Den her samtale føles lidt som at gå til terapi.”
Du har mange barndomsminder, som har været med til at forme dig – blandt andet mad.
“Jeg har været interesseret i mad, siden jeg begyndte at tale. Min far har fortalt mig, at jeg altid talte om at tage på markedet. Når jeg legede, dækkede jeg altid bord og tog det meget seriøst. Kopperne skulle stå på den helt rigtige måde. Jeg har altid været interesseret i de ritualer, der knytter sig til mad. At tage på markedet og handle, tage hjem og lave maden og dække bordet fint.
Begge mine forælder gik meget op i mad. Min far tilberedte alle måltider, mens min mor handlede. Hun gik på markedet to gange om ugen – aldrig i supermarkedet. Al mad var økologisk og blev lavet af friske råvarer og fra bunden. Vi havde hverken fryser eller mikrobølgeovn, og slik var bandlyst. Det var meget strikt, men samtidig fik jeg den mest fantastiske mad.”
Som barn lærte Alice at lave mad på afstand. “Jeg blev aldrig involveret i madlavningen, men gennem alle årene observerede jeg på afstand, hvordan min far arbejdede i køkkenet. Hvordan han rutineret bevægede hænderne. Vi havde ikke noget tv, så jeg brugte en del tid på at observere mine forældre.”
“Jeg blev aldrig involveret i madlavningen, men gennem alle årene observerede jeg på afstand, hvordan min far arbejdede i køkkenet. Hvordan han rutineret bevægede hænderne.”
“Min mor havde en streng måde at opdrage min bror og mig på, og da hun fik brystkræft, intensiverede det hendes fokus på sund mad, fordi hun ville leve så sundt som muligt, og ønskede, at vi skulle det samme. Det er sjovt, for jeg plejer ikke at tale så meget om min mor og hendes strenge måde at opdrage os på. Nu er det anden gang, jeg taler om det inden for en uge.”
De ritualer, Alice oplevede i sin barndom, lever stadig videre. “Jeg samler ofte mine venner i weekenden. Om fredagen går jeg på markedet hele dagen, bagefter forbereder jeg maden og dækker et fint bord. Jeg forsøger altid at klæde mig på, så jeg matcher med bordet. Hvis bordet er hvidt, har jeg en hvid kjole på, og hvis bordet er rødt, har jeg en rød kjole på. Voila! Det startede, da jegvar barn og legede borddækning. Når mine forældre havde gæster, tog de sig både rigtig god tid til at forberede maden og til at gøre sig klar. Det var et magisk øjeblik for mig. At se borddækningen blive til og at se mine forældre dresse up. Det var lidt som et show, men på en god måde.”
Det virker som om, du altid tager dig god tid til at lave mad. Hvorfor er det vigtigt for dig?
“Jeg er en meget energisk person, og det eneste tidspunkt, hvor jeg tager mig rigtig god tid, er, når jeg laver mad. Jeg er ikke meditationstypen. Jeg ville ønske, jeg var. Så at lave mad er blevet min meditation. At gøre noget med hænderne, renser mit sind.”
“At lave mad er blevet min meditation. At gøre noget med hænderne renser mit sind.”
Billeder og tekst må ikke bruges uden tilladelse.
