Rebekka Notkin
Håndens værk
Det er let at få øje på, at guldsmed Rebekka Notkins nye atelier og værksted, som ligger i en tidslomme bag hendes butik i Bredgade, er en sand forlængelse af hende selv. Her omgiver hun sig med ting, som alle er nøje udvalgt, og som alle gemmer på en historie. Ligesom hendes smykker. En samling af ældre keramik, mindre skulpturer, antikke møbler og andet kuriosa pryder de lyse rum, som hun netop har overtaget og indrettet.
Selv hendes værktøj, som hænger sirligt på væggen, har været i brug i flere generationer og minder hende dagligt om det, hun er rundet af. En del af værktøjet har nemlig tilhørt hendes far, som selv var guldsmed, og hendes farfar, som var tandtekniker og samtidig lavede smykker i tandguld, ligesom han også knyttede tæpper og spillede violin.
“Jeg har helt klart arvet en håndværksmæssig interesse fra min far og farfar og måske også et vist håndelag. Det er helt intuitivt for mig at tage et stykke værktøj og bruge det. Da jeg var barn, vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, men jeg var tiltrukket af håndværk og af min fars værksted nede i kælderen. Der duftede dejligt, og jeg elskede at være der,” siger hun om faderens værksted i barndomshjemmet på Frederiksberg.
“Mens min far levede, fik jeg jævnligt overdraget et stykke værktøj, og det har betydet meget for mig. Dels fordi jeg så meget op til min far, men også fordi, det var tydeligt at mærke, at der allerede var lagt noget ånd i dette værktøj. Det har sin helt egen særlige energi. Fra tid til anden tænker jeg da også på, at min far har siddet med det samme stykke værktøj i hænderne. Det føles trygt og rart,” siger hun og fortæller, at hun altid har følt en form for forpligtigelse til at gøre det godt:
“Min far var en dygtig håndværker, og jeg har nok altid gerne ville vise ham, hvor dygtig jeg selv var. Jeg har altid følt, at jeg skulle gøre mig meget umage med min smykkefremstilling. Ikke bare for min egen skyld, men også for at få min fars anerkendelse for mit håndværk. Jeg er nummer fem i en søskendeflok på syv, så det var også en måde at udmærke sig på og blive set. Det har bestemt været med til at løfte mit ambitionsniveau fra starten.”
At Rebekka Notkin skulle arbejde med en form for håndværk, stod måske nok skrevet i stjernerne, men hvorfor blev det smykker, og hvad er det, der bliver ved med at fascinere hende ved netop dette håndværk?
“Jeg synes, der er noget helt magisk ved smykker. Når jeg skaber et smykke, tilfører jeg min egen form for kraft og værdi, men når smykket overdrages til sin nye ejer, opstår der en personlig historie. Den historie har altid fascineret mig. De fleste smykker gemmer på en historie, som måske kun ejeren kender til. Samtidig kan man tillægge smykker den værdi, man selv ønsker sig. Så et smykke kan rumme al mulig power for den, der bærer det,” siger Rebekka, som selv har det sådan med den store guldring, der sidder på hendes venstre ringfinger.
“Jeg har altid den her ring på. Jeg lavede den på et tidspunkt, hvor der skete mange store og afgørende ting i mit liv, og den minder mig om en rigtig god periode. Da mastermodellen var færdig, tog jeg den på med det samme og kunne straks mærke, at jeg ikke kunne undvære den. Den er blevet en form for forlængelse af mig selv, og hvis jeg ikke har den på, mangler den. Samtidig er den blevet ikonisk for mit formsprog, så den betyder rigtig meget for mig på flere planer,” siger hun om ringen, som stadig er at finde i hendes kollektion.
Hun vender igen tilbage til det gode håndværk, for det ligger hende meget på sinde at værne om det – og af flere grunde.
“Jeg er stolt af at være håndværker og føler, at guldsmedefaget er et fag, vi skal passe på og værne om. Det er et af verdens ældste håndværk, og det er et håndværk, som færre og færre bliver udlært i,” siger Rebekka, hvis smykker alle er produceret lokalt og i hånden i det værksted, vi står i, midt i København. For som hun siger:
“Heldigvis lever vi i en tid, hvor der er en voksende interesse for godt håndværk. Der ligger noget enestående i den langsommelighed, som knytter sig til smykkefremstilling, og noget helt unikt i, at vi stadig er i stand til at berige verden med noget, der er skabt ved håndens kraft.”
“Håndværk fortæller i den grad også noget om vores kultur og historie. Og alt det er ikke blevet mindre vigtigt i den verden, vi lever i, hvor de forskellige verdensdele kommer til at ligne hinanden mere og mere. Vi fortæller jo historier med vores hænder. Måske kan vi ikke altid få øje på den historie, vi fortæller, men med håndens værk efterlader vi et aftryk, vi både kan mærke og give videre.”
Billeder og tekster må ikke bruges uden tilladelse.