Skall Letter Nr. 41

Emma Rosenzweig – Eskapisme

Før vi lavede dette Skall Letter, havde vi mange ideer til vinkler. For tidligere model, meningsdanner, skribent, it-girl og kunstner Emma Rosenzweig er bestemt ikke bange for at markere sig. Derfor er hun også blevet en af dem, som mange har en mening om på forhånd.

Emma holder af at afsøge forskellige sider af sig selv. At gå helt ud i hjørnerne for at mærke efter. Det ene øjeblik optræder hun på sin Instagram-profil som en karikeret Nicole Kidman iført en paryk med røde proptrækkerkrøller, det næste som trist Pjerrot med en storsmilende rødmalet mund – eller i sit køkken helt uden tøj på. Hun har mange ansigter. Derfor vil vi ikke forsøge at sætte hende på formel her. Hun hader i øvrigt også kasser, som man skal passe ind i. Vi vil heller ikke forsøge at tegne det fulde portræt. Det vil vi overlade til andre. Vi skal i stedet tale om det at skrive. For det er det, hun bruger det meste af sin arbejdstid på, fortæller hun, da vi møder hende i hendes lille hule af et studie på indre Nørrebro.

Trangen til at skrive har altid været der:

“Som barn skrev og læste jeg meget, og jeg har altid skrevet dagbog. Dengang troede jeg, at det var noget, alle gjorde. Jeg lagde det bag mig som voksen, men de sidste 5-6 år er skrivetrangen igen opstået sideløbende med, at jeg begyndte at studere kunst. Som en ventil for at komme ud med noget, fordi det var et medie, jeg ubesværet kunne gå til selv, uden at skulle involvere andre i processen. At skrive er eskapisme for mig. En form for virkelighedsflugt, der alligevel rummer en konfrontation med mig selv. Det er som at løbe væk fra noget, samtidig med at det bliver ved med at stå lige foran mig. Når man arbejder med film, er det et utroligt stort hjul, der skal aktiveres, før man står med sit endelige resultat, men når jeg f.eks. skriver essays, er det en god måde for mig at få færdiggjort noget konkret, samtidigt med at jeg arbejder på mere tunge projekter, som tager længere tid at fuldføre. Det kan nærmest fungere som en hurtig djævleuddrivelse. Og det har jeg jævnligt brug for.”

“Jeg læser ofte mine tekster bagefter og tænker okay. Det er vel også blevet en måde for mig at analysere mig selv på. Det er ikke bevidst, men bare sådan, det er blevet,” siger Emma, som studerer på kunstakademiet i Frankfurt, hvor hun arbejder med film, fotografi og performance og samtidig skriver på en spillefilm støttet af Det Danske Filminstitut. Hendes største drøm, som hun siger.

Det at skrive er altså også en måde at bearbejde nogle ting på?

“Ja, helt sikkert. Man kan skrive noget, der er privat, og man kan skrive noget, der er personligt, og der er en meget stor forskel på de to ting. Jeg kan nok ikke undgå at skrive personligt, men det bliver ikke privat. Det betyder ikke, at det ikke kan være meget intimt, for jeg kan sagtens skrive noget, hvor jeg, når jeg kigger på det bagefter, tænker, at det ville jeg da aldrig have siddet og sagt højt. Det er det, skrift kan gøre for mig. At få de ting ned, som jeg ikke kan formulere verbalt. At skrive er den optimale måde for mig at kommunikere på. Jeg får det ligefrem bedre af det.”

Emma lægger heller ikke skjul på, at det at skrive også betyder, at hun selv kan styre historien:

“Tekst åbner i udgangspunktet for alle muligheder. Jeg kan godt sidde og skrive om en ubehagelig oplevelse og samtidig pakke det ind i en god fortælling. Det er det, tekst og fiktion kan. Man kan selv styre historien. Der kan godt komme noget skønhed ud af noget, som har gjort ondt. Det er her, drøm og virkelighed smelter sammen. Man kan i princippet selv bestemme, hvor meget, der er sandhed, og hvor meget, der er opdigtet. For mig er det at skrive det samme som at ligge og sove og drømme med det ene øje lukket, vendt ind mod drømmeverdenen, samtidigt med at det andet øje er åbent og kigger ud i den virkelige verden.”

Så kan tekst ligefrem være healende? Både for den, der skriver, og for den, der læser?

Det kan det i hvert fald for mig. Jeg kan også sagtens læse noget, hvor jeg føler, at det rammer noget inde i mig, uden at det nødvendigvis behøver at være noget, jeg kan relatere til. Den her ide om, at man skal kunne relatere til emnet, for at det kan påvirke en. Den tror jeg ikke på. Størstedelen af de karakterer, jeg reagerer på og mærker, er faktisk utrolig afstumpede og ikke specielt dannede.”

Det klassiske greb er jo ellers, at modtageren skal kunne genkende sig selv i teksten?

“Jamen, det tror jeg ikke på. Jeg tror på, at så længe man har en interesse i det, man skriver, så er der også en lille mulighed for, at modtageren vil være interesseret. Måske kan man genkende noget. Men det behøver ikke at være sig selv.”

Man mærker med det samme, at Emma har en stærk stemme, og vi bliver da også med det samme betaget af hendes oprigtighed og imødekommende væsen. Er hun mon bevidst om, hvordan hun bruger sin stemme?

“Jeg ved ikke, hvad jeg vil give folk, og jeg vil ikke tage stilling til det så direkte. Jeg håber, at alle, som kunne finde på at læse mine tekster eller se de værker, jeg laver, vil få noget forskelligt ud af det. Om det så er noget godt eller dårligt. Men jeg synes også, at jeg har et ansvar som kvinde på f.eks. sociale medier. Så der tænker jeg over, hvad jeg deler. Men jeg vil helst ikke gøre det så meget, at jeg ender med at blive en butik eller en virksomhed. For jeg er jo bare et menneske. Og jeg ser ikke mig selv som et idol for nogen, selvom jeg godt ved, at der er mange unge piger, som følger med i mit liv på sociale medier. Det at skrive er ikke en velgørenhedsting, og fordi jeg føler, at jeg skylder verden noget, for det gør jeg ikke. Andet end at jeg er taknemmelig for at leve og bevidst om, at jeg er et privilegeret menneske. Med det følger et ansvar, men det er primært i mit liv, udenfor de sociale medier, at det ansvar skal tages. Mine tekster afspejler meget den, jeg er. Jeg er ikke en person, der er glad hele tiden og siger til mig selv, at jeg har gjort det godt, når jeg passerer forbi spejlingen af mig selv i et vindue. Jeg er som udgangspunkt langt mere hård mod mig selv, jeg har svært ved mange ting, og jeg tænker for meget over alting. Nogle gange får jeg hovedpine eller kan ikke falde i søvn om aftenen, fordi jeg ikke kan give slip på tankerne. Det har på en måde altid føltes som en forbandelse, men jo ældre, jeg bliver, jo mere forstår jeg, at jeg kan bruge det i mit arbejde. Jeg har ikke en ide om, at alt i mit liv skal være rigtigt, for det har det aldrig været,” siger hun ærligt og med et selvironisk smil.  

Netop trangen til at italesætte det uperfekte ligger Emma meget på sinde, også i hendes tekster:

“Jeg synes, det er ekstremt utiltalende, når folk gerne vil fremstå, som om de gør alt rigtigt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre. Hvis man ikke begår fejl eller anerkender, at man begår dem, så er man jo stagneret i udvikling. Det er også et spørgsmål om at turde søge derhen, hvor man kan begå fejl. At turde gå ind i mørket og blive derinde og se, hvad man finder. Lige pludselig står man måske i en forlystelsespark i Prag, som ens hjerne selv har opfundet. Nogle ting i parken er ved at falde fra hinanden, fordi de er så gamle, mens et pariserhjul drejer hurtigt rundt og skinner lyserødt, og lige dér sidder et menneske, som er en blanding af en, man elskede engang, men hader i dag, og en, man selv finder på. Jeg vil ikke lære mine børn, at det ufejlbarlige er idealet. Så lærer man dem, at det kun er trygt at være der, hvor man gør alting rigtigt, og hvor alting er nemt, og sådan er livets realitet bare ikke.”

Når man kigger rundt i Emmas lille studie, bliver man indhentet af barndommens land. Opslagstavlen bag hendes arbejdsbord er fyldt med reklamer for forskellige porcelænsdukker. Perfekte og uhyggelige dukkebørn med stivnede smil. Små skønhedsdronninger med sløjfer i håret og perlekæder om halsen. På hendes reol står der også adskillige sminkehoveder. Den slags, man sætter på bordet.

“Jeg har en fascination for dem, som ikke kan tale. Dem, som er gemt væk. Det hænger nok også sammen med min tid som model, hvor jeg følte, at jeg blev gjort til en dukke og behandlet som en ting. Den periode har været utrolig usund for mig. Måske kommer der en historie om det på et tidspunkt. Hvem ved,” siger hun og tilføjer, at hendes trang til at skrive også hænger sammen med hendes tid som model, hvor det kun handlede om de ydre værdier.

“Jeg respekterer det fag, præcis ligesom jeg respekterer sexarbejdere og andre fag, hvor man bruger sin krop. At arbejde som model var bare ikke det rigtige for mig, men det betyder ikke, at det ikke har været med til at forme mig som menneske, og det er jeg taknemmelig for, på godt og ondt. Jeg har også oplevet at blive ignoreret af mennesker i mit voksne liv og blive behandlet som om, jeg ikke eksisterede. Det skaber en vrede indeni én, som ender med at bo i ens sind, og hvis man ikke lærer at bestemme over den, kan den overtage én. At skrive, at lave kunst, er min måde at tage ejerskab over smerten, imens jeg kigger den ind i øjnene og griner af den. Selvom jeg generelt er en utroligt smilende person, har jeg hang til melankoli, og jeg kan tit føle mig meget afskåret fra alt det, jeg er tæt på. Når jeg skriver, er det næsten som om, der sidder en ved min side. Et væsen, som jeg selv har opfundet. Så føler jeg mig ikke så alene.”



Billeder og tekst må ikke bruges uden tilladelse.

Shop produkter