Skall Letter Nr. 43

Christine Sofie Johansen - Tid til familie

Den danske model Christine Sofie har gennem en lang årrække boet og arbejdet i New York, hvor hun har været ansigt for brands som
Calvin Klein og L’Oreal. Midt i pandemien besluttede hun sig for at vende hjem for en stund for at være tættere på sin familie, men uger blev til
måneder, og i dag har hun sammen med sin mand skabt en tryg base for sin lille familie, der også tæller børnene Bobbie og Paloma.

Når man træder ind i Christine Sofies sommerhus i Vejby, mærker man med det samme, at det er et varmt og kærligt hjem. Der er ild i brændeovnen, en stor sofa, der kan rumme hele familien, og et spisebord, hvor man let kan forestille sig, at der bliver lavet perleplader, udvekslet mange ord og drukket kaffe hen over avisen. Christine Sofie elsker det stille liv i Vejby – tæt ved vandet og kun en time i bil fra København. Et liv, der står i kontrast til hendes liv i New York.

“Jeg elsker at kunne sove længe i weekenderne, få en kop kaffe, inden børnene vågner, og lave pandekager til Bobbie. Så læser vi avisen og spiser morgenmad sammen. Bagefter går vi ofte ned til vandet.”

Når man har sat sig ved bordet i Christine Sofies stue, har man lyst til at blive. Hvad er det for nogle rammer, hun har forsøgt at skabe for sine børn ved netop at bosætte sig her?


“Vi har gerne ville skabe et fristed. Det er også blevet et fristed for vores venner, som bor i byen. De hænger ud, bader på stranden og hjælper med børnene. Egentlig var det meningen, at vi skulle tilbage til New York, når Corona-bølgen var redet af, men så blev jeg gravid og ville gerne føde herhjemme. Samtidig fik jeg kontrakt med et bureau i Danmark. Nu er Danmark blevet min base, hvorfra jeg rejser ud i verden.” 

Christine Sofie var kun 14 år, da hun blev opdaget som model. I mange år var hendes modelkarriere turbulent og med krav om at gå ned i vægt, og når hun havde det godt, blev det forbundet med noget forkert:

“Hver gang jeg var ulykkelig og tabte mig, klappede min agent i hænderne, for så havde jeg pludselig de rigtige mål. Jeg fik så dårligt selvværd, og jeg kan huske, at jeg aldrig kunne lide at tage strømpebukser på, når jeg var ude på et job, fordi de altid var i str. 34. De strammede og var svære at få på, og det hele føltes forkert.”

Da Christine Sofie blev kæreste med Rasmus, som hun i dag er gift med, tog hendes liv en drejning. Det at nyde livet sammen blev hurtigt omdrejningspunktet for deres forhold. Og det var da også Rasmus, der opfordrede hende til at tage fat i sit modelbureau og sige, at hun hellere ville
repræsentere de former, hun var skabt med:

“Da jeg mødte Rasmus, havde jeg kæmpet en del år med min vægt. Han kunne se, hvor usikker branchen gjorde mig pga et konstant pres og usundt kropsfokus. Han gav mig modet til at sige fra og støttede mig i min drøm om at rejse til New York og arbejde. Det var i sensommeren 2014, og jeg var blevet sendt hjem fra Paris, fordi jeg skulle tabe mig. Dengang vejede jeg 25 kg. mindre, end jeg gør nu.”

Hun finder nogle gamle Polaroid-billeder frem, hvor hun er virkelig tynd.

Heldigvis var hendes bureau med på den – ikke mindst, fordi der på det tidspunkt begyndte at snige sig mere diversitet ind i modelbranchen. Kort tid efter fik hun kontrakt med Calvin Klein, og så begyndte hendes karriere for alvor at tage fart.

Tiden som meget tynd model og de mange krav, som Christine Sofie i mange år lå under for, har givet hende en meget klar holdning til, hvordan hun vil opdrage sine egne børn i forhold til krop og mad:

“Jeg tror, vi skal lade være med at blande os for meget i børnenes tallerken. Langt hen ad vejen skal de selv have lov til at bestemme. Jeg går meget op i, at vi ikke skal servere, men at Bobbie selv får lov til at øse op. Generelt er vi som forældre tilbøjelige til at kommentere, hvad og hvor meget vores børn spiser. ”

“Børn er gode til selv at regulere. Nogle dage spiser de meget, andre dage lidt. Jeg fornægter hende heller ikke en is, når hun har lyst. Den her komplette nul-sukkerpolitik, som har floreret en del, synes jeg er en anelse hysterisk. Det handler om en naturlig balance. Jo mindre, jeg blander mig i hendes tallerken, jo mere har hun lyst til selv at øse op og smage på forskellige ting. Derfor inviterer jeg hende også ofte med i køkkenet og lave mad, selvom det sviner en del. Jeg prøver så vidt muligt at få hende til at smage på det, der bliver serveret, men hun skal ikke spise op, hvis hun ikke kan lide det. Det hjælper altid, hvis hun selv har ageret kok. Det lokker en del. Mad er en gave, vi skal nyde sammen.”

Bemærk venligst, at billederne er underlagt ophavsret og udelukkende er til internt brug. Billederne må derfor ikke på nogen måde distribueres.

Shop viste produkter