Skall letter Nr. 31

Caroline Feiffer – et nyt familiemønster

Kære venner,


Der findes historier, som er så stærke og rørende, at de er svære at gengive med ord. Sådan en historie har Caroline Feiffer og hendes lille familie, der også består af manden Steffan og datteren Clio. Da Clio er seks måneder gammel, opdager Caroline nemlig en knude på halsen og får kort tid efter konstateret lymfekræft. På det tidspunkt lever de stadig i en lykkerus af at være blevet forældre og have skabt et lille liv. Kontrasten er ekstrem. Dette er en historie om at være mor i et kræftforløb, men også en historie om, hvordan far bliver til mor, idet Steffan gradvist overtager morrollen. En historie, som det er vigtigt for Caroline at fortælle, da hun ikke selv kunne finde nogen at spejle sig i, da hun havde allermest brug for det.

Under Carolines graviditet bor det danske par i LA, men af praktiske årsager og et brændende ønske om barsel og familie tæt på beslutter parret at flytte hjem til Danmark. Caroline når da også at nyde den første del af sin barsel i Danmark, men så sker der noget.

“Jeg begyndte at blive mere og mere træt, og det hang bare ikke sammen med, at vi havde en nem baby,” siger Caroline om forløbet op til, at hun får beskeden. Hun var overbevidst om, at det måtte være fordi, hun havde brug for ro og manglede naturen. Derfor besluttede den lille familie sig for at opgive bylivet og flytte på landet: “Vi nåede lige at bo der en uge, og så en dag kan jeg bare ikke rejse mig op fra gulvet, efter jeg har siddet og leget med Clio. Jeg er helt afkræftet og siger til Steffan, at der er et eller andet helt galt.” 

Kort tid efter finder Caroline en knude på halsen, og efter et par lægebesøg, hvor knuden blev negligeret, tager lægen det pludselig meget alvorligt. Hun får en akuttid på en ultralydsklinik, og samme dag, den. 26. august 2019, får hun at vide, at hun har lymfekræft: 

“Det var surrealistisk at sidde og modtage al den information. På en af pjecerne stod der Fuck, jeg har kræft. Var det virkelig mig? Jeg følte ikke, jeg kunne få luft, og ville bare have fat i Clio og ud derfra. Min svigermor sad med hende ude i venteværelset, og jeg rejste mig op og løb ud efter hende og knugede hende ind til mig,” siger Caroline, der tydligt husker den første aften.

“Vi boede lige ned til vandet i Rågeleje, og jeg sad bare og så solnedgangen med Clio, mens tårrene trillede ned ad mine kinder. Det kunne ikke være rigtigt. Det her måtte de ikke rive væk fra mig. Bare tanken om, at jeg ikke kunne være der til at beskytte hende.”

Carolines mand Steffan overtager hendes barsel og tager samtidig over på al praktikken og på Clio, som på det tidspunkt stadig bliver ammet:


“Hans opgave blev ret hurtigt at få mad i både hende og mig og at sørge for, at jeg kom til og fra behandling. Vi fik besked på, at Clio skulle vænnes fra bryst og i stedet have flaske, da jeg skulle i behandling, så det var også naturligt, at Steffan tog over på det. Det var så hårdt at sidde ovenpå og høre hende græde nedenunder. Jeg havde jo masser af mælk, men det gik jo ikke, at hun duftede mig og min mælk. Det har været noget af det hårdeste. Ikke at kunne give sit barn den mælk, jeg havde, og som hun græd efter at få og samtidig at give den tryghed og det nærvær, der følger med. Jeg var sønderknust og ringede til min søster og græd, imens jeg kunne høre Clio græde, og Steffan kæmpede med flasken,” siger Caroline, som ikke ville have, at Clio skulle se hende ked af det.

“Jeg har virkelig forsøgt at gemme mine tårer til alene-stunder sammen med min mand og de tætteste, så Clio ikke skulle se mig sådan. Jeg forsøgte at bevare roen og optimismen og kæmpede samtidig med mit fysiske helbred, så det tog de fleste af mine kræfter. Det betød også, at Steffan tog mere og mere over på morrollen. I virkeligheden var han både mor for mig og Clio i den periode.”

Caroline var taknemmelig for, at Steffan kunne tage over på morrollen, men var samtidig, bekymret for, om hun kunne opretholde den tætte mor-datter-relation til lille Clio: 

“Vi flyttede jo hjem fra LA, fordi jeg gerne ville have den tid sammen med Clio, og lige pludselig blev den drøm revet væk. Jeg var bange for, at vi ikke ville få et nært bånd – om det var mig, hun ville komme løbende hen til, når hun faldt eller var ked af det. Pludselig var jeg ikke hendes primære. Det var helt vildt hårdt at skulle acceptere, at det ikke var mig, der kunne give hende trøst og omsorg,” siger Caroline, som under sit sygdomsforløb var så svækket, at hun sov samtidig med Clio og ikke havde kræfter til at have hende alene. 

Hvad har det mon betydet for Carolines og Steffans forhold til Clio, at Steffan overtog morrollen? 

“Det har betydet, at de to har et forhold, som jeg ikke kender nogen andre fædre, der har til deres barn i den alder. Det har også betydet, at Steffan tænker over nogle ting, som andre fædre typisk ikke tænker over. Fx hvor meget Clio har fået at spise i vuggestuen, hvor længe hun har sovet, og hvor mange bleer hun har lavet. Samtidig går han også meget op i, at hun har korte dage i vuggestuen. Jeg kan da godt mærke, at han står for mange ting, og at det ikke er almindeligt,” siger hun ærligt og fortæller, at deres forældreroller nærmest har været byttet om.

“At jeg hver dag kunne høre hendes stemme betød, at jeg kunne kæmpe mig igennem, så jeg kunne komme ud til hende."

Efter Carolines første behandlingsforløb, som blev afsluttet i februar 2020, får hun nogle gode måneder sammen med Clio og Steffan. Imens Steffan arbejder med renoveringen af deres nye hjem, har hun tid alene med Clio, hvor de to igen bliver rigtig tætte. Men i juni 2020 får hun et tilbagefald, og denne gang er det endnu hårdere for den lille familie. Hun skal have stamceller og kan denne gang ikke undgå indlæggelse i 12 dage: 

“Mit tilbagefald var på alle måder både fysisk og psykisk hårdere end første gang. Jeg fik lov til at få første del af behandlingen hjemme med Steffans hjælp. I den periode, som varede tre måneder, blev Steffan både far, mor og sygeplejerske. Det var ekstremt hårdt. Clio var blevet så bevidst, at det var svært at forstå, at mor lå syg inde i soveværelset bag lukkede døre. At jeg hver dag kunne høre hendes stemme betød, at jeg kunne kæmpe mig igennem, så jeg kunne komme ud til hende."

Den lille familie kom igennem de tre måneder, men da Caroline blev indlagt, var det et kæmpe savn for Clio og Caroline: 

“Jeg havde sonde, mistede stemmen og kunne kun udtrykke mig på papir. I 10 dage havde jeg ingen kontakt til Clio, for jeg ville ikke ringe op på Facetime uden at kunne sige noget. Det betød også, at jeg slet ikke var i stand til at tale om Clio i den periode. Jeg havde bedt Steffan om ikke at nævne hende, når han kom på besøg, for jeg kunne ikke bære det. Der hang tre tegninger på min stue, som Clio havde tegnet den dag, jeg blev indlagt. Der var datoer på, og hver dag kiggede jeg på dem og på datoen og talte dage og bad til, at jeg ville komme igennem de 14 dage, som lægerne havde sagt. Da jeg kom hjem igen, var hun gal på mig. Hun kunne jo ikke forstå, hvor jeg havde været henne. Jeg er så lykkelig for, at Steffan har haft styrke til at være der med sin kærlighed og omsorg til os begge.”

Lige nu arbejder de begge på at gøre Clio grundtryg, ligesom de forsøger at give plads til begge deres forældreroller: “Steffan er blevet mindre mor de seneste par uger,” siger Caroline, der er kommet godt ud af sit seneste behandlingsforløb. Et forløb, der har påvirket deres mor-datter-relation på flere planer:

“Jeg er meget følsom over for Clio, fordi jeg jo har været bange for ikke at få tid med hende. Jeg er simpelthen så blød og har svært ved at sætte grænser, for jeg føler, at jeg har sviget hende, selv om det ikke har været min egen skyld.”

Der er ingen tvivl om, at Caroline og hendes lille familie har været igennem et ekstremt hårdt forløb – hvordan har Caroline mon fundet styrken til at blive ved med at kæmpe?

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at den mor-energi, dvs. det ansvar og den styrke, som naturligt kommer, når man står med det her lille magiske menneske, har været med til at give mig styrke. Man vil jo gå igennem ild og vand for sit barn. Clio var det her lille lys, som blev ved med at skinne.”

“Jeg skulle bare være hurtigt rask, for det her lille menneske skulle jeg ikke gå glip af. Jeg tror, der kom en fighter op i både Steffan og mig. Vi var en lille ny familie og havde fået så meget energi af al den kærlighed, vi lige havde oplevet. Jeg havde noget, jeg skulle hjem til. Så der var ikke noget, der hed, at jeg var træt eller svag,” siger Caroline, som gennem hele forløbet har forsøgt at vende sin sorg til positiv energi og i øvrigt har kæmpet benhårdt med både motion og sund kost, hvilket altid har fyldt meget i hendes liv.

Et sygdomsforløb som Carolines kan ikke undgå at sætte dybe spor i sjælen. Er der mon noget, sygdomsforløbet har lært hende, og som hun gerne vil give videre til Clio? 

“Jeg har altid været en over achiever og har presset mig selv, for jeg er stenbuk og perfektionist. Jeg har bare taget chancer og rejst ud i verden og omfavnet den. Jeg tror også, det er derfor, vi har klaret det så godt. Fordi jeg har et meget positivt sind og et gåpåmod, der ikke er til at slå ud. Men mit forløb har lært mig at give slip, at det ikke altid er nødvendigt at have kontrol. Jeg har fundet ro i at læne mig tilbage, og det er vigtigt for mig at give den ro videre til Clio. At det hele nok skal komme. Hun skal bare læne sig tilbage og nyde turen og tage det hele ind.”

Shop viste produkter