Hvordan startede din interesse for ting? 

“Jeg kan tydeligt huske, da min far kom hjem med et stort skrin til mig med en masse skuffer i. Skufferne gemte på en enorm samling af konkylier og sneglehuse og små gulnede etiketter, der identificerede hver og en. Et skrin, man kunne gå på opdagelse i. Som barn var jeg meget optaget af at katalogisere og opbevare små skatte, og det var måske det, min far havde set. Min far havde selv en sort æske med glaslåg, hvor der altid lå et virvar af gamle romerske mønter og røde laksegl og alle mulige andre små – i mine barneøjne – meget sjældne ting, han samlede på sine rejser. Den var jeg meget fascineret af. Mine forældre var skilt, og min far havde et auktionshus og var meget optaget af kunst og ting, mens min mor var mere optaget af at skabe et afslappet hjem og havde mindre fokus på det materielle. Jeg har nok altid været lidt fanget imellem de to tilgange og kan stadig have en følelse af, at det ville være dejligt befriende ikke at være så knyttet til ting, men denne kærlighed til kunst og objekter er jo også kommet til at spille en stor og meget positiv rolle i mit liv.” 

Hvilken ting i dit hjem føler du dig mest knyttet til? 

“Jeg har arvet mange ting fra min far, som jeg kan huske fra min barndom. Et maleri, som jeg har spist morgenmad under, en samling små bemalede tallerkener, som han samlede på, og som jeg altid hjalp ham med at finde, når vi var på marked i Frankrig. Jeg har bl.a. et smukt arvet fad af Thorvald Bindesbøll efter min far, som jeg har haft i mange år, og som betyder rigtig meget for mig, også fordi jeg ved, at det var en af hans foretrukne ejendele. Jeg kan huske, at min far samlede på Kaare Klint additions-sofaer, og at min søster og jeg grinede af, at han blev ved med at købe dem. Efter min far døde, viste min faster mig et billede af deres barndomshjem, og der var stuen møbleret med de samme sofaer. Det fik mig til at tænke på, at ting jo også kan rumme nogle følelser, som man ønsker at tage med videre eller finde tilbage til.” 

Det at omgive sig med noget, vi selv finder smukt, har vel også en vis indflydelse på os? 

“For mig betyder det helt utroligt meget at omgive mig med noget, jeg finder smukt og interessant. På en måde er ens ting jo også en forlængelse af en selv. Det lyder lidt overdrevet, men jeg har jo næsten en form for kærlighed til de her ting. Jeg får en særlig følelse af at kigge på en smuk ting, og tit har den jo også en historie, som sætter nogle tanker i gang.”  

Hvad har du taget med fra din far, som tydeligvis har været en stor inspirationskilde? 

“Ja, det ligger nok lidt i generne. Min oldefar var billedhugger (red. Einar Utzon-Frank), og der blev på et tidspunkt skrevet en bog om hans omfattende samling af kunst og antikviteter, som pudsigt nok bærer titlen Mange slags ting, og denne hang til at akkumulere ting på tværs af perioder og stilarter er nok noget, der har præget min fars side af familien gennem generationer. Samtidig havde min far et auktionshus, så kunsten har altid været en metier i mit barndomshjem, men aldrig som noget ophøjet. Mere som en naturlig del af hverdagen.   

Hvis jeg skal nævne noget, jeg har arvet fra min far, må det være et øje, et øje for smukke ting. Det er også det, jeg bruger mest i mit arbejde. Når jeg sidder med to ting og skal vurdere, hvad der har mest tyngde, hvad der er mest interessant. Jeg har også arvet en stor glæde ved skønhed, som nogle gange kan være lidt udskældt. For kunst skal jo også kunne ruske op i os, fremprovokere en reaktion, men her er jeg meget mere optaget af skønhed. Jeg sætter stor pris på at kigge på noget smukt og søger altid skønheden. Også når jeg læser bøger.  

Fra både min far og min mor har jeg også fået kærligheden til Frankrig, og jeg sælger næsten kun franske ting. Min mor var fransklærer i gymnasiet og er ofte i Paris, og da min søster og jeg var børn, købte min far et hus i Frankrig, hvor vi tilbragte alle vores somre. Som 18-årig flyttede jeg selv til Provence for at studere i et år, men endte med at blive der i tre år og dernæst fem år i Paris, hvor jeg lidt tilfældigt kom til at arbejde med salg og udlejning af luksuslejligheder. Et virkelig sjovt job, der også bød på en del skønhed i form af Paris mange smukke ejendomme.”

Hvorfor startede du Helle Thygesen Art & Antiques? 

“For 15 år siden gik min far bort meget pludseligt, og det blev en slags wake-up call for mig. Jeg havde egentlig altid undret mig lidt over, at jeg var havnet i ejendomsbranchen, og min fars pludselige død fremkaldte et behov for at beskæftige mig med noget, der interesserede mig på et dybere plan. Da min far altid havde været meget handlekraftig, besluttede mig meget spontant for at læse en bachelor i kunsthistorie på KU. Jeg var efterfølgende heldig at få et job hos Tina Seidenfaden Busck, som jeg i forvejen kendte lidt, da hun havde arbejdet hos min far. Senere startede jeg så mit eget. Jeg havde altid haft lyst til at være selvstændig, men jeg havde aldrig rigtig vidst inden for hvad, og gennem årene havde jeg lavet tusinde forskellige forretningsplaner for forskellige projekter. Denne gang havde jeg ikke lavet en forretningsplan. Det var som om, det hele lidt gav sig selv.” 

Hvad er fællesnævneren for de ting, der kommer til at følge dig? 

“Jeg er meget optaget af formgivning, og at tingene skal have en vis tyngde. Nu har jeg snart været i gang som selvstændig i ti år, og min egen æstetik udvikler sig selvfølgelig også undervejs, så nu er jeg måske mere interesseret i ældre ting. Der er jo hele denne lemmingeeffekt, som især er meget tydelig i Danmark. Det gør øjet træt. Når mit øje opdager noget, det ikke har set tusinde gange før, så ved jeg, at det også er noget, som mine kunder vil finde interessant. Jeg har en næsten lidt usund besættelse af Yves Saint Laurent og Pierre Bergès samlinger. Denne her helt særlige, livslange dedikation til skønhed. Sådan bor jeg jo slet ikke selv, men jeg er vild med jagten på det næste særlige objekt. Det dækker jo over en vis form for samlermani.” 

Hvad samler du selv på? 

“Jeg har ikke en specifik samling, men jeg kan godt lide små ting – små skulpturer, små æsker. Miniaturer i alle dets former. Det kommer nok af, at jeg som barn brugte lang tid på at kigge ned i min fars sorte æske med småting.” 

Ting kan jo blive historiefortællere og efterlade spor. Hvad vil du gerne have, at de ting, du omgiver dig med, skal bringe videre efter dig?  

“Hvis jeg ser det i et lidt større billede, vil jeg gerne – ud over så mange andre vigtige ting - introducere mine børn til skønhed. Det kan være, når vi rejser, men også i de ting, vi omgiver os med. Så vil de forhåbentlig, når de bliver voksne og sidder med en ting, de har arvet efter mig, også tænke på alle de oplevelser, vi har haft sammen, eller de minder, der knytter sig til en bestemt ting. Det er jo det, ting kan – efterlade spor fra en tid, der ikke er her mere.” 

Du er bl.a. inspireret af bogen French Style. Kan du fortælle lidt om bogens filosofi? 

“Jeg havde længe haft 1980’er bogen French Style af Suzanne Slesin på min liste over bøger, jeg skulle have fat i, og da jeg en aften begyndte at søge efter den på nettet, så jeg den pludselig i min egen bogreol. Jeg har fået mange bøger gennem årene, bl.a. efter min far, og jeg var slet ikke klar over, at jeg havde den stående. Da jeg opdagede den i bogreolen, følte jeg virkelig det der bånd fra ham til mig. Det var særligt at opdage at jeg, måske 30 år efter, at min far selv havde købt den, havde fået samme bog på nethinden. Jeg er vild med bogens filosofi om, at et hjem ikke skabes from scratch, men at man stykker det sammen af ting, man har med hjemmefra, og de ting, man samler op undervejs, i takt med at man udvikler sin egen smag. Jeg har selv en enorm glæde ved at læne mig lidt ind i noget, som min familie har valgt engang – og så bygge videre på det. Det er nok ofte en tilgang, der kommer med alderen. At omgive sig med ting, der rummer nogle historier, man har lyst til at bringe videre i sit eget liv og også give videre til sine egne børn. Samtidig er jeg ret vild med mine egne børns modstand mod min æstetik; De drømmer på herlig selvstændig vis om at bo i et strømlinet hjem med sortglaserede tegl og bare vægge, men jeg tænker jo i mit stille sind, at familiegenet slår igennem før eller siden.”