For nogle uger siden rejste vi til Asturias, en lille provins på Spaniens nordkyst. Vi kørte gennem de grønne bjerge i Quirós for at møde Marina, som bor i et enkelt hus dybt inde i dalen, tæt ved landsbyen Tene.

Hun havde givet os en vejledning: “Gå en kilometer, og når stien drejer, kan I se huset forneden – det var engang en stald med høloft.” Der fandt vi hende, sammen med sin mand Rodrigo og deres tre børn – Antón, Galo og Alano – eller “nenos”, som hun kalder dem.

De åbnede døren til deres hjem – og til deres liv. Bare for en dag, men det føltes som mere.

Sammen har de bygget noget, ikke bare et hjem, men et liv forankret i jorden, i det gamle, i omsorg. De lever med landskabet, ikke bare i det. Det er et forhold præget af gensidig afhængighed og respekt. En måde at være i verden på, der rækker generationer tilbage.

Over frokosten delte Marina brudstykker af sin historie. Hun er født i et landsbyhus – det samme hus, hendes far blev født i. Hun voksede op omgivet af familie: bedsteforældre, oldeforældre, dyr og køkkenhave.

Rodrigo voksede også tæt på naturen. “Vi prøver altid at holde fast i de gode barndomsminder,” fortalte hun os.

De mødte hinanden som unge, læste kunst sammen, men drømmen havde altid været det enkle liv på landet. “Vi kom til denne landsby med vores første barn i maven. Vi fandt et hus til leje og flyttede ind. Barnet blev født her – og det ændrede alt. Hele landsbyen tog del i det. Det var 'landsbyens barn'. Det slog rødder i os. Og vi forelskede os i stedet.”

Kort tid efter tilbød en nabo, selv fårehyrde, dem den gamle hyrdebolig, de nu bor i. Marina husker tydeligt første gang, de så stedet: “Det føltes som noget, jeg havde drømt før. Floden, svinget, lyden af vandet … det var kærlighed ved første blik.”

De næste to børn blev født her. “Vi håber, vi kan blive her resten af livet,” sagde hun stille.

Vi spurgte hende, hvad det var, der gjorde stedet så særligt. Hun tænkte sig om. “Landskabet nærer mig. Ligesom mad nærer kroppen, nærer skønhed mit hjerte.”

De har lært meget af naboerne. Men også af minderne. Af det, der blev givet videre. “Vi kendte allerede til nogle ting – at dyrke, at holde dyr – men der var så meget, vi måtte lære. At spænde et æsel for. At bruge en corza – en slags slædekærre, der blev brugt i stedet for hjul på de stejle skråninger. Da vi flyttede hertil, havde vi ikke engang en motoriseret bil. Vi bar alt op med æslet – byggematerialer, brænde, mad. Der er så meget, vi har lært.”

I dag er Marina og Rodrigo selv hyrder. De har 70 får af Xalda-racen, en ældgammel asturisk fåretype. “Vi startede med to får, to lam og en vædder. Den første vædder blev taget af en bjørn. Det var også en lektie. Naturen kræver respekt.”

Deres lille sted er nu fuld af liv: et æsel, en ko, høns, heste, tre hunde og tre katte. Hverdagen er præget af omsorg – for dyr, for børn, for planter, for huset. “Fra vi står op til vi går i seng, handler det om omsorg. Det er vores rytme.”

Da Marina blev mor, begyndte hun at strikke små stykker tøj til sine børn – lavet af uld fra deres egne får. Hun talte med de ældre kvinder i området og lærte om de lokale traditioner og teknikker. Sådan opstod hendes projekt: La Flor Cerval – Den Vilde Blomst.

“Jeg ønskede at genopdage noget – både selve ressourcen og det håndværk, der følger med. Den bedste råvare, vi kan have, er den, som kommer fra dyrene omkring os. Denne uld tilhører allerede landskabet. Den beskytter det.”

Hun tror på, at der er en gensidig spejling mellem ulden og landskabet. At skønheden strømmer begge veje.

Vi spurgte hende også om moderskab. Hvad det betyder. Hun svarede uden tøven:

“At være mor er glæde, ja. Men det er også hårdt arbejde. Det gav mig et formål. En slags nordstjerne. Jeg gør ikke kun tingene for mig selv længere – men for os. For dem.”

Hun håber, at hendes børn får opleve det samme som hun selv gjorde: frihed, natur, dyr, rødder. “Relationer betyder noget for mig. Jeg vil gerne, at de lærer, hvad det vil sige at høre til.”

Af Marina og hendes familie lærte vi vigtigheden af at bevare – viden, sprog, rytmer, jord. “At leve i – og tage vare på – dette sted, som dem der kom før os.”

Inden vi tog afsted, sagde hun noget, hun allerede havde nævnt flere gange. Denne gang med ro og sikkerhed: “Jeg tror, den største lektie har været at turde stole på vores drømme.”