Der er noget uundgåeligt over Tais Rose Wae. Uanset om hun arbejder med ord eller tråde, besidder den australske poet og kunstner en dybde, som snor sig ind i alt, hvad hun sender ud i verden. Hendes arbejde bevæger sig mellem rytme og tilbageholdenhed og får en næsten transcendent karakter, dybt forankret i hendes omgivelser, som driver både hendes tekster og vævninger frem.

Hendes værker er gennemsyret af en stærk spiritualitet, tæt knyttet til naturen, og befinder sig i spændingsfeltet mellem det æteriske og det hverdagslige. Hun skaber et univers, der ubesværet bevæger sig mellem sted og tid.

Som barn skrev Tais ved flodlejet, hvor hun fastholdt træerne, mosset og vandet i sine ord. Efter at have studeret litteratur på universitetet begyndte hun sin kreative praksis som forfatter. I 2023 udgav hun sin første digtsamling, Riverbed Sky Songs, som året efter modtog Kenneth Slessor NSW Premier’s Literary Award, kort efter fødslen af hendes første søn, Miro.

At dele det samme åndedrag

Parallelt med sit forfatterskab arbejder Tais med vævning, og de to praksisser deler en tydelig sanselighed. “Poesi og vævning synes næsten at dele det samme åndedrag,” siger hun. “Begge udspringer af det samme sted, en eksperimenterende måde at gøre erfaringer håndgribelige på.” Der er en vedvarende materialitet i hendes arbejde, en fornemmelse af noget dybere at gribe fat i. Hendes ord og vævninger forankres i deres abstraktion gennem en særlig præcision. “I vævning er det kæde og skud, frem og tilbage. I poesi er det ordene, der siges og dem, der holdes tilbage. Begge lærer mig at blive i noget længe nok til, at meningen får lov at træde frem.”

Mellem bjergene og havet

Som barn tilbragte hun det meste af sin tid udendørs, med en grundlæggende forståelse af, at naturen er både levende og relationel. I dag bor hun mellem bjerge og hav, hvor landskabets højder og åbne himmel danner en naturlig palet for hendes arbejde. Hun lever i Northern Rivers-regionen på Australiens østkyst sammen med sin mand Heath, som også er kunstner, og deres to sønner, Milo og Amias. Naturen er ikke blot en ramme, men en samarbejdspartner i hendes praksis: “Den former min farvepalet, mit tempo, min fornemmelse for skala og mit syn på mig selv.”

Omsorg som kreativ kraft

Tais tror stærkt på gensidighed og ser omsorg som en skabende kraft: “en måde at frembringe skønhed ud af det, der allerede findes.” Derfor optræder materialer som skaller, tang, hør, silke, guld og sølv ofte i hendes værker, både i tekst og vævning. “Vævningerne bliver et næsten ærbødigt rum, hvor man kan fordybe sig i naturens små, perfekte øjeblikke som en perle, der dannes under havets overflade. Perlen hænger fra vævningen, som er formet omkring dens eksistens, mens digtet forestiller sig det indre liv i dens mirakuløse tilblivelse.”

At træde ind i Tais’ verden gennem hendes hjem, hendes værker og de glimt hun deler er som at bevæge sig ind i en anden rytme. En langsommere, mere opmærksom verden. Hun peger selv på sin opvækst som afgørende for dette perspektiv: en respekt for at få ting til at holde, for at være opfindsom og praktisk. “At vokse op blandt mennesker med store hjerter og få midler formede min forståelse af værdi og hvordan jeg lever med det, jeg har.”

At skabe noget, der varer

Vi taler om den voksende interesse for traditionelle håndværk og arbejdsmetoder, og Tais oplever en lignende bevægelse i Australien: “Der er en længsel efter det taktile, efter at skabe noget, der holder, efter det menneskelige aftryk. Det er en reaktion på digital mætning og en brug-og-smid væk-kultur og jeg hylder virkelig den bevægelse. Der er noget dybt meningsfuldt i at lære et håndværk og i glæden ved noget, der er skabt med intention og integritet.”

Denne tilgang afspejler sig også i hendes personlige stil. Bevidst og sanselig sammensætter hun en garderobe af nøje udvalgte stykker tøj, som er tænkt til at holde i årtier. “Teksturen i et stof er meget vigtig for mig, hvordan det føles mod kroppen, og hvordan det udvikler sig over tid. Der er en stigende bevidsthed om, at syntetiske materialer ikke kun er skadelige for planeten, men også for os.”

Hun vælger ofte enkle, veludførte styles: bukser i økologisk bomuld, strikkede veste over kjoler og knælange nederdele med uldsokker om vinteren.

“Komfort er afgørende for mig, og jeg vælger ofte tøj, der giver plads til bevægelse. Mine dage begynder ved solopgang i haven, ved floden, med mudrede børnefødder, i køkkenet og, hvis jeg er heldig, et øjeblik ved væven. Mit liv er ikke byliv og det kan mærkes.”

Mange af hendes beklædningsdele bærer minder fra rejser: “Det er smukt at blive ført tilbage til betydningsfulde øjeblikke med min familie gennem de ting, jeg har samlet. Min mand overrasker mig også ofte med kjoler, han har en fantastisk smag og de betyder alle noget særligt for mig.”

Slægtens kort

Tais’ arbejde er dybt forbundet med det, hun kalder “slægtens kort” forbindelser mellem generationer, landskaber og det synlige og usynlige. “Mit arbejde er en måde at lytte både bagud og fremad på samme tid. Jeg er optaget af det, vi arver ud over navne og historier. Min slægt hjælper mig med at forstå, hvor jeg står og hvad jeg bringer videre sammen med mine børn.”

For hende er identitet ikke fast, men noget der leves og bæres videre gennem tiden. Hun taler åbent om sin aboriginale arv, som rummer stor kompleksitet og særligt efter kolonisationen også traumer. “Men de mennesker, jeg kommer fra, er en dyb kilde til styrke og inspiration.”

Moderskabet har yderligere forstærket denne bevidsthed: “Det ændrede mig på et helt grundlæggende plan. Det gav mig et dybere forhold til tid og omsorg og ændrede rytmen og strukturen i mine dage.”

Omsorg som noget helligt

Tais vender igen tilbage til omsorg som noget næsten helligt: “At være med til at forme barndommens magi og minder er en ære og at kunne gøre det i trygge rammer er et privilegium, jeg aldrig tager for givet.”

Når hun ser fremad, håber hun at give videre til kommende generationer, at kreativitet ikke kan adskilles fra måden, vi lever på. “At den findes i opmærksomheden i hvordan vi ser og responderer på verden. At turde blive i kompleksiteten, skabe mening når det betyder noget, og leve med omtanke, både i forhold til jorden og til hinanden.”

Ja, netop.