Du udgav dit første album Fauna i 2008, og Audition Day var din første single. Var det samtidig en reference til din baggrund i balletten? Som 10-årig kom du jo ind på Den Kongelige Balletskole, men måtte stoppe igen som 18-årig pga. en rygskade.

“Fuldstændig. Audition Day handleren til enom ballettens konkurrenceprægede miljø, hvor man konstant bliver bedømt. En sætning fra singlen lyder bl.a.“Wecan´tlaughnomorewhenthe smiley faceboss iswalkingin thecorridor.”Det er en bestemt balletlærer, jeg taler om. Hun gjorde altid sådan her“Putooona smiley face,”siger Nanna Øland Fabricius, mens hun i luften trækker begge pegefingre op fra mundvigene for at illustrere en glad klovneagtig mund. “Hun sagde det også, når manblødte fra fødderne og nærmest ikke kunne gennemføre.The show must go ongennemsyrede alt. Det var et hårdt miljø, og vi var jo bare børn. Jeg voksede op med at være et nummer, som hvert år enten kunne få lov til at blive eller blive smidt ud.”

Hvordan har det påvirket dig at vokse op med det i bagagen?

“Det er bestemt noget, jeg stadig betaler prisen for. Jeg har lige spillet to koncerter med en rimelig hardcore lungebetændelse, og jeg overvejede ikke et sekund, om jeg skulle aflyse. Det skulle jeg selvfølgelig heller ikke. Men via balletten er jeg helt klart blevet opdraget til at præstere på et helt andet niveau.”

Tror du, at du har haft brug for at bearbejde gennem musikken, at du skulle en anden vej i livet?

“Alle de numre, der er på Fauna, handlede mere eller mindre om det at transformere sig og komme ud på den anden side – både i forhold til de smerter, jeg var i på det tidspunkt på grund af min rygskade, men også i forhold til den identitetskrise, jeg var i dengang. Jeg havde altid vidst, hvad jeg ville, og pludselig smuldrede planen. Det er svært at snyde sin hjerne til at ville noget andet end det, man er så opslugt af. Det var virkelig en proces for mig at få den sorg til at hele. Og det var mit første album med til.”

Hvad skete der, da du fik beskeden om, at du ikke længere kunne danse ballet?

“Det var en længere proces, og efter ca. to års kamp var der en læge, der sagde til mig, at jeg ikke ville komme til at danse professionelt igen. På en måde var det den besked, jeg havde brug for at høre, men samtidig den værste besked, jeg kunne få. Jeg var både lettet og knust. Kampen er ikke sjov i længden, og den er heller ikke værdig, fordi man bliver brudt mere og mere ned. I den proces følte jeg faktisk, at jeg mistede min værdighed for en stund.”

Var det nogensinde et problem i forhold til balletten, hvor man jo skal stå snorlige?

“Det var faktisk et problem for mig, og jeg fik meget skældud, fordi jeg var distræt og inde i min egen verden. For eksempel fik jeg en del reprimander for at stjæle de andres opmærksomhed, bl.a. gennem en verden, jeg havde opfundet, som hed hane og klyde-verdenen. Min veninde var klyden, og jeg var hanen. Jeg kan huske, at man på GamleScene var i færd med at øve Svanesøen, og så opfandt jeg klydesøen, som vi øvede i garderoben i pauserne. Hele holdet var med, og jeg fik så meget skældud, fordi det var meningen, at vi skulle spise vores mad i pauserne. Jeg kan stadig huske, hvor uretfærdigt, jeg syntes, det var. Det er ikke fordi, jeg ikke elskede at gå på balletskolen – jeg passede bare ikke ind i de normer, der herskede dengang.

Du er ud af en musikerfamilie, så måske har en musikkarriere altid ligget i kortene. Hvordan har dit musikalske ophav været med til at forme dig?

“Der har altid været et stort rum for forskellighed i min familie. En stor overbærenhed. Og i en sådan grad, at ting, som blev set som unormale, blev set som normale i min familie. Jeg følte mig først anderledes, når jeg kom ud i den virkelige verden og opdagede, at hov – vi er måske ikke så normale. I en periode blev jeg ret fascineret af det normale og stringente, som balletverdenen jo også er et eksempel på, fordi mit hjem var så kreativt, kaotisk og skabende. Jeg har helt klart altid søgt kontrasterne.”

Din mor er operasangerinde, og din far er komponist – og du har arbejdet tæt sammen med dem på flere af dine albums. Hvilken rolle spiller de i forhold til din musik?

“Tidligere var min mor den lidt kritiske, mens min far altid har været min største supporter. Altid fuldstændig ukritisk, hvilket på sin vis har været meget rart. Man skulle tro, at det også har gjort mig fuldstændig ukritisk, men i virkeligheden har det givet mig rum til at være lidt skeptisk. Forstår du, hvad jeg mener?” siger hun og griner.

Du arbejder tæt sammen med din mand Adi – hvad er det, I har sammen, i forhold til musikken?

“Det var helt klart gennem musikken, jeg faldt for ham. Jeg følte, at vi kunne mærke og følge hinanden fuldstændig gennem musikken. Vi var in tune fra start, fik de samme tanker samtidig. Vi havde fra start en stor fælles forståelse for, hvad musikken skulle. Nogle gange har jeg det lidt svært med ord – det bliver så hårdt og konkret. Gennem musikken følte jeg, at jeg kunne kommunikere og samtidig forstå ham på et plan, som gjorde, at vi hurtigt åbnede os for hinanden.”

Inddrager du dine børn i musikken?

“Fordi det er så naturlig en kommunikationsform for os, er det også naturligt at inddrage børnene og spille, synge og danse med dem. Men jeg har ikke haft travlt med at introducere dem til, hvem vi er som professionelle. Det er først for ganske nylig, at min dreng på syv ved, at jeg også er en offentlig person. Den seneste tid har de faktisk været med ude at spille koncerter – og det rører dem ikke at gå ind på scenen. Det er megafedt at få med sig, synes jeg, for det kan man bruge på alle mulige måder senere i livet.”

Du har udtalt, at lydene ligesom kommer til dig for senere at blive til musik – hvordan det?

“Jeg hører rytmer over alt og leder efter mønstre. Det kan være virkelig irriterende, for det kan fx gøre, at jeg ikke kan sove om natten. For du ved, hvis vandhanen drypper, så bliver det til en rytme. Dum da ditditdum. Så ligger jeg og laver underdelinger. Eller hvis jeg hører en fugl fløjte, så ser jeg, hvor meget jeg kan tælle til mellem hvert fløjt. Det gør, at jeg let kan skabe musik, men også, at jeg aldrig kan slappe helt af. Det er helt klar sådan lidt OCD-agtigt.”

I april udkom din singleBleeed, og til september udkommer dit nye album. Hvad er omdrejningspunktet?

“På det her album har sangskrivningen været vigtig. Med fokus på de historier, jeg fortæller. Og så har det været meget vigtigt at gøre produktionerne lette og luftige, så man først og fremmest lytter til historierne. Nogle af sangene tager udgangspunkt i de frustrationer, jeg har i min egen hverdag. Jeg forsøger at sætte spørgsmålstegn ved det, som ikke giver mening for mig, også i forhold til samfundet. Samtidig er der fokus på beatet – jeg har haft brug for, at fødderne forstod budskabet før hovedet. Sådan synes jeg, musikken og sangene optages bedst.”

Hvis vi skal opsummere, hvad er din største læring i forhold til at skifte spor fra balletten til musikken?

“Jeg har lært, at der altid er et efter. Det bliver jeg ved med at opleve. Hver gang man tænker, at nu er der et endegyldigt punktum, og at nu kan livet ikke fortsætte, så gør det det alligevel. Det har givet mig en meget større lydhørhed og ydmyghed over for fremtiden. For jeg ved godt, at jeg ikke ved noget som helst om, hvad der kommer til at ske.”