Nogle gange føles det, som om et usynligt bånd trækker os mod Indien. En dragning, vi ikke helt kan sætte ord på, men som får os til at vende tilbage igen og igen. Næsten som om der blev sået et frø, da vores mor besøgte landet for første gang for mere end tyve år siden. Et frø, der stille slog rod i os, og hvis rødder siden har forgrenet og snoet sig, indtil de er blevet en del af dem, vi er. Måske ligger Indiens tiltrækningskraft i landets modsætninger. I lydene, farverne og duftene, der vækker sanserne på en måde, som på én gang er kaotisk og poetisk. Eller måske er det landskabernes overvældende intensitet. Eller menneskene, som man kan falde i snak med og føle, at samtalen ubesværet kunne vare et helt liv. Måske er det alle de ting på én gang, og måske er det noget helt andet.
Under alle omstændigheder slutter historien ikke her. Den væver sig på tværs af kontinenter, solopgange og somre og gennem de generationer, der binder det hele sammen.
Vores mor har arbejdet i modebranchen hele sit arbejdsliv, og det var arbejdet, der første gang førte hende til Indien. Her lærte hun familien Sawhney at kende, som driver en tøjproduktionsvirksomhed i Delhi. Hr. Sawhney har to døtre, der tilfældigvis er nogenlunde jævnaldrende med os. Som unge flyttede de til New York, hvor den ene studerede på Parsons School of Design, og den anden arbejdede i finansbranchen. I mere end ti år var byen deres hjem, indtil båndet til Indien, som så ofte før, trak i dem, og de vendte tilbage for at blive en del af deres fars virksomhed.
I dag drives fabrikken af de to døtre, Shuchi og Shubhi. Hr. Sawhney og hans kone er stadig tæt involveret, og trods sin høje alder kommer han forbi næsten hver dag.